Kontakt

TID TIL UNIKKE OPLEVELSER

Af Marianne Poulsen
I november 3, 2015
481 Visninger

I MCVH MESSECENTER VESTHIMMERLAND udarbejder man i øjeblikket en ny strategi – der skal gøre messer mere oplevelsesrige og folkelige. Strategien får overskriften ’Tid til Unikke Oplevelser’. I Vesthimmerland, hvor man de seneste år har fordoblet besøgstallet, vil man nemlig løfte overliggeren endnu et hak – og give de besøgende en helt speciel oplevelse, fastslår adm. direktør, Nicolaj Holm.

I MCVH Messecenter Vesthimmerland er man vant til at gå i mod strømmen. Den internationale såvel som den danske tendens inden for messeområdet er, at branchen er i generel tilbagegang. Specielt hvad angår besøgstal. I Messecenteret har man i 2014 og 2015 formået at skabe en betydelig fremgang. Besøgstallet er fordoblet og volumen af arrangementer er vokset.

Store messecentre i de tyske messebyer har halveret besøgstallet og oplevet markant tilbagegang på udstillerfronten. I Messecenter Vesthimmerland er tendensen lige modsat.

”Selvfølgelig har vi arrangementer der går bedre end andre. Og selvfølgelig har vi prøveballoner, der ikke går som vi forventer. Men overordnet set ser det fint ud,” siger adm. direktør Nicolaj Holm, der samtidig kan fortælle om messer, hvor besøgstallet er fordoblet, tredoblet – ja ligefrem femdoblet.

”Vores ’Outlet i Aars’ havde så mange besøgende, at vi måtte lukke dørene på et tidspunkt. Og vores ’Forår i Himmerland’ havde halvanden gang flere besøgende sidst – efter fireogtyve år med samme messe.

Et ekstra gear

I MCVH Messecenter Vesthimmerland er man imidlertid ikke interesseret i at stoppe op og nyde besøgssuccessen. I stedet har direktionen besluttet, at den aktuelle succes skal bruges som platform til at få MCVH op i et endnu højre gear.

”Vi lancerer konceptet ’Tid Til Unikke Oplevelser’, fordi vi gerne vil gøre op med opfattelsen af at messer ikke er oplevelsesrige og folkelige,” fortæller Nicolaj Holm og fortsætter:

”Mange steder tænker man stadig, at en messe er en markedsføringsplatform for udstillerne. Det er sådan set også helt korrekt, men fejlen opstår, når arrangører og udstillere glemmer, at de besøgende til messerne ikke nødvendigvis ser det sådan. For de besøgende er en messe, en udstilling eller en konference også en oplevelse ligesom en tur i teateret eller i zoologisk have. Derfor er det vigtigt, at man husker, at en messe i virkeligheden er lige dele markedsføring og oplevelse,” siger Nicolaj Holm.

Og netop det at give de besøgende en unik oplevelse, når de besøger MCVH er netop hvad ’Tid Til Unikke Oplevelser’ handler om.

Kronjuvelerne får et pift

”For de besøgende ligger en stor del af værdien af et messebesøg netop i selve oplevelsen. Selvfølgelig kommer man – som udgangspunkt – til en messe, fordi man gerne vil se de nyeste trends eller gøre spændende handler, men det skal samtidig være en oplevelse. Og i den kommende tid vil vores fokus, når besøgende bruger deres tid hos os, at sørge for, at den tid er brugt på en unik oplevelse.

I MCVH forventer man ikke, at gennemfører idéerne bag ’Tid til Unikke Oplevelser’ i.f.m. samtlige arrangementer i 2016. Forventningen er derimod at fem eller seks arrangementer i 2016 vil komme under kærlig hånd.

”Nogle af husets ældre arrangementer; ’Forår i Himmerland’, ’Helsemessen’ og ’Kimbrerskuet’ står overfor en opfriskning og en tilføjelse af noget unikt, og det unikke tryllestøv drysses ligeledes ud over ’Barnets Dag’, ’Jagt & Fiskeri’ og ikke mindst et par af de mere erhvervsrettede arrangementer i det nye år,” forklarer Nicolaj Holm, der i den kommende tid vil løfte sløret for, hvordan man konkret vil skabe ’unikke oplevelser’ til de forskellige arrangementer.

Optimale faciliteter

I perioden 2013 til 2015 har MCVH gennemgået en modernisering, hvor kontor- og mødefaciliteter og hallerne først blev moderniseret. Efterfølgende er foyen og flere af udearealerne blevet opfrisket. I efteråret har MCVH fået et helt nyt og topmoderne WiFi-internetforbindelse, ligesom der ligges nye gulve i hallerne.

I 2017 er der endvidere afsat et tocifret millionbeløb til at bygge en ny og langt større Hal 2 – i stedet for den nuværende hal. Dermed vil MCVH i 2017 fremstå som Nordjyllands største og mest moderniserede mødested.

Efterlad en kommentar