Kontakt

Forår i forandring 11. & 12. april 2015

Af Webmaster
I januar 22, 2015
1301 Visninger

Er du klar til forårets spændende forandringer, når farverne springer ud og giver plankeværket, huset, garderoben og håret et rigtig make-over? Messecenter Vesthimmerland og Team Vesthimmerland Håndbold gør klar til en forårsmesse med overskriften Forår i Forandring, når vi inviterer udstillere og besøgende til traditionel forårsmesse med et moderne tvist.

Vi fordoblede besøgstallet til ’Forår i Himmerland’ i 2014. Traditionelt holdes ’Forår i Himmerland’ kun hvert andet år, men mange har efterlyst en tilsvarende forårsmessesucces i 2015, derfor lancerer de to arrangører sammen Forår i Forandring.

Vi forventer 10.000 besøgende

Forår i Forandring kører videre på de gode idéer og koncepter fra ’Forår i Himmerland’, men samtidig laver vi lidt om på hele set-up’et, for at skabe større interesse omkring messen og messens udstillere.

Forår i Forandring er en traditionel forårsmesse i make-over’ens tegn. Det betyder, at udstillere – fra byggeriet til makeupsælgere – opfordres til at bidrage til make-overstemning på de enkelte stande. Det kunne eksempelvis være en mulighed at vise køkkenet, garderoben eller bilen før og efter en make-over. Og samtidig laver vi om på det almindelige modeshow – i stedet opfordres udstillere til at lave gangopvisninger, så modeshowet kommer ud blandt gæsterne.

Når vi vælger at holde forårsmessen med konceptet make-over, er det ikke en forudsætning for den enkelte udstiller, at man er med på konceptet. Det står selvfølgelig den enkelte selv for, hvordan man udsmykker sin stand.

Spændende nye tiltag

Børnefamilierne får et helt særligt trækplaster i år, når alle omegnens børneinstitutioner får mulighed for at deltage i tegneudstillingen ’Barn af Himmerland’, hvor hvert eneste barn får mulighed for at udstille sin egen tegning. Hver årgang har sit eget tema, hvilket giver tegningerne et sjovt og spændende pift. På Forår i Forandringkan børnene fremvise deres tegninger til forældre, søskende og bedsteforældre – og får mulighed for at tage tegningen med hjem bagefter. Hver barn der deltager i konkurrencen får fribilletter til forældrene.

Et andet nyt tiltag er ’Labyrinten’. Standpladserne i Hal 2 opstilles som en labyrint, hvor de enkelte områder i labyrinten er temainddelt, hvilket betyder at kun udstillere, der hører under kategorierne; øl/vin, kunst, brugskunst, legetøj og oplevelser/rejser har mulighed for at udstille i selve Labyrinten. Til gengæld har alle andre udstillere rig mulighed på messecenterets øvrige arealer.

Med videreførelse af grundidéerne fra ’Forår i Himmerland’, og lanceringen af make-overkonceptet, der er meget oppe i tiden, bliver Forår i Forandring en traditionel forårsmesse med et spændende og nytænkende touch, der både tiltrækker flere besøgende og skaber nye markedsføringsmuligheder.

 

Vi glæder os til at se Jer på Forår i Forandring

 

—-

 

Er du interesseret i at udstille så kontakt Inge Bjørn på tlf.: 9862 4800 eller mail: ib@messecenteret.dk

 

——

Efterlad en kommentar